Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Handicapforståelse

Handicapforståelse.

På Kærholm tager vores handicapforståelse udgangspunkt i FN’s standardregler for ”Lige muligheder for handicappede”. Her beskrives handicap på følgende måde: ”Betegnelsen "handicap" betyder tab eller begrænsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Den beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Formålet med denne betegnelse er at sætte fokus på mangler ved omgivelserne og mange af de i samfundet iværksatte aktiviteter, som for eksempel information, kommunikation og uddannelse, der forhindrer mennesker med funktionsnedsættelse i at deltage på lige vilkår med andre”.

 

Med denne handicapforståelse fokuseres der ikke alene på de fysiske eller biologiske aspekter, men på det hele menneske og relationen til omgivelserne. Handicappet opstår ud af et modsætningsforhold mellem den handicappede persons forudsætninger og omgivelserne. Det betyder, at holdninger og fysiske rammer i omgivelserne har en stor betydning for, hvordan en person med funktionsnedsættelser kan realisere sine potentialer. Derfor arbejder vi med at skabe omgivelser og rammer, der giver de bedste betingelser for den enkelte elevs læring og udvikling.

 

  • På Kærholm betyder det, at vi altid reflekterer over, hvordan vi kan tilpasse de kommunikative, sociale og fysiske rammer, så de understøtter den enkelte elevs mulighed for læring, udvikling og trivsel – samtidig med, at vi støtter barnets udvikling af mestringsstrategier.

 

Handicappet kan ændre sig over tid, forstået på den måde, at de kontekster og sociale praksisser eleven deltager i, udvikler sig samtidig med, at eleven udvikler sig.

 

  • På Kærholm betyder det, at vi altid tager udgangspunkt i de konkrete fysiske og sociale sammenhænge, som eleven deltager i.